Open letter to the delusional

To the entertainment industry execs, their cronies, and those stuck in yester-year:

You need to realize something. What you are trying to protect no longer exists. You attempts to preserve interlectual property as it existed 10 years ago have failed, and you just didn't notice it happening.
You sit in your plush officers, in your grand homes, you walk the hallowed halls of power and you have lost touch with reality. Out here, outside the world of the powerful, Copyright is dead. If you took a five minute break and took a look around the internet, this would sink in. I doubt you will, dear figment of my imagination, a person in power reading this, but I surely wish you would so we could cease this pointless struggle. Your trashing about does nothing but embarass you, and your refusal to face the facts that technological progress, the internet, killed your way of printing money is causing trouble. But not in the way you think:
You think you're fighting copyright infringement when you make an example of individuals for breaking outdated laws; the truth is you're just ruining a handful of lives, proving to yourself how right you are as the rest of us realize just how dispicaple, ruthless and, well, out of touch you have become. The result of your struggle to feel relevant is the erosion of our civil rights. The result of your struggle to stay in power is that your arguments ring more and more hollow in the ears of the rest of us. But revive the dead concept that is copyright, it will not.

But you don't care, do you? You have your world, we have ours, and thats fine with you. Well, you know what? You can have your world. I don't care. Just stop ruining mine.
Because if you don't, if you force me to choose between your world and mine, I will drag you kicking and screaming into reality, and extinguish the dream fortress you have built up around yourself.

Øje for øje, intet for intet

I en i øvrigt spændende tråd omhandlende en udmærket bog om de oprindelige hackere, dem der skabte computerne og den kultur, som stadig findes omkring dem, faldt jeg over denne lille historie, der sætter film- og pladebranchens retorik på spidsen.

Den originale engelske udgave kan læses her, og nedenunder følger min oversættelse.

"Hvis jeg tager noget fra dig, men du stadig har det samme som du havde, har jeg så taget noget? Du har ikke mindre af det; hvordan kan du påstå at jeg har krænket dig? Du behandler eksklusive og ikke-eksklusive varer som ens, når de er fundamentalt forskellige. Hvis du stjæler fra en butik, så har butikken mindre af det du tog.

Lad mig fortælle dig en kort historie. En tigger gik ind på et marked, og købte et stykke brød. Derefter gik han hen til pølsesælgerens bod, og holdt brødet over røgen fra de stegende pølser, for at give brødet smag. Pølsesælgeren blev sur, og forlangte betaling for smagen fra pølserøgen. Folkene i byen samlede sig omkring dem, og tog parti i debatten; nogle syntes tiggeren skulle betale, andre syntes pølsesælgeren opførte sig fjollet og urimeligt. Så fik en af dem en god ide: 'Lad os spørge narren!' og hele byen blev enige om, at det ville være en fair måde at afgøre tvisten på: lad narren bestemme. Narren spurgte tiggeren, om han havde nogle mønter tilbage: det havde han. Så bad narren tiggeren slå en mønt mod bordet, og da tiggeren havde gjort det sagde narren: 'Så. Nu er det ordnet. Han betale for røgen fra dine pølser med lyden fra sine penge.'

Dette børe være alt hvad vi har moralsk forpligtelse til at betale for noget, som andre lader gå til spilde, eller for noget vi kan tage uden at der bliver mindre af det."

For en fremtid med overvågning, stem her

For et par dage siden kom "oppositionen" med et Medieoplæg. Socialdemokratiet, SF og de Radikale sparkede et forslag ud af døren, med hovedvægt på DR, public service og licens, men med en lille sideret bestående af Blankbåndsvederlag og Internet/Ophavsret.

Hvis i er trænede tendensspottere, kan i måske gætte hvilken del af forslaget, der interesserer mig.

Blandbåndsvederlaget, den ektra bunke penge vi i dag betaler hver gang vi køber en CD, DVD, eller flash-memorykort (til enkelte MP3 afspillere, men mest telefoner samt kameraer), der går til KODA som skjult statsstøtte, fordi kustnerne jo lider noget så frygteligt under ophavsretsbrud. Denne skat vil de kort sagt også lægge på Harddiske. Det er selvfølgelig ligeså tosset som det altid har været, lidt på linje med lægge en ekstra afgift på koben fordi de kan bruges til at begå indbrud med. Den del af forslaget er business as usual, og det kan jeg ikke hidse mig alvorligt op over mere, specielt ikke når man så ser hvad de ellers har i støbeskeen.

Vi skal nemlig have endnu mere overvågning, skal vi! Det er da det vi mangler. Se, sætter man bare en gruppe mennesker til at overvåge resten, så skal det nok gå alt sammen.

Konkret ønsker de høje herrer, at en uvildig instans får mandat til at overvåge internettet, finde IP adresser hvor der foregår noget ulovligt, og advare om pågældende, at her altså er noget galt. Sker der ikke forbedringer, må man antage at Antipirat-gruppen bliver tilkaldt.

Her er to ting galt:
For det første er IP adresser gentagne gange blevet sparket ud af retten som værende ikke godt nok til at identificere en person. Hvis du ikke ved hvorfor dette er tilfældet, så følg et link til David Kofoed Wind, og find ud af det.

Det andet, og langt større problem, er, at selvom forslaget selvfølgelig kommer med de sædvanlige fraser om "at det selvfølgelig er rettet mod dem der bryder loven i stor stil", ændrer det ikke ved, at det er vores alle sammens internet der bliver overvåget. I praksis sættes samtlige danskere under mistanke, indtil andet er bevist.

Dette er et massivt problem for internettets integritet og brugbarhed som sikkert og privat kommunikationsmiddel, og hvis valget står mellem at dræbe internettet som brugbart kommunikationsmiddel til gavn for nogle få, eller at ændre de gældende love til glæde for (næsten) alle, så er jeg ikke sikker på at monopolindehaverne skal have lov til at have helt så meget indflydelse, som det ser ud til at de har i dag.

Når man så i øvrigt ser hvor bredt terrorlovgivningen bliver tolket i dag, bliver man lidt i tvivl om i præcist hvor stort et omfang man kan stole på en dansk politiker, samt de instanser der får tildelt magtbeføjelser.

En engelsk lord kaldte det som han så det, og mener, at pladebranchens trusler om sagsanlæg er afpresning.

Det forslag fjolserne lige har fremsat, svarer i så fald til, at give statsligt tilsagn til at oprette en database over potentielle ofrer. Hvis dette sker, kan man så kun håbe, at pladebranchen kan leve op til deres efterhånden legendariske ry, for at sætter deres kunders ve og vel over egen bundlinje...

Internettet - en kilde til fælles viden

Faldt over et indlæg i en svensk avis, der fortjener en oversættelse og genoptrykning på dansk.

Du kan se originalen her. Advarsel: relativt stort billede, langsom server.

"Det siges at biblioteket i Alexandria indeholdt verdens samlede viden. Biblioteket blev brændt ned af de kristne, hvis magt blev truet af denne viden, der modsage deres lære og tro.
I dag er internettet det nærmeste vi kommer en samling af al verdens viden. Og atter ser vi, at de, som har magten i samfundet - politikerne og de store virksomheder - føler sig truede af denne. I øjeblikket sker der et storstilet angreb imod internettet, i form af en række love, aftaler og direktiver: Menneskers aktiviteter på internettet skal overvåges, uhænsigtsmæssigt indhold skal filtreres bort og personer skal, ganske vilkårligt, kunne udelukkes fra at tilgå denne samling af viden - fra at bruge denne kommunikationskanal - uden en domstols indblanding.
Jeg nægter at bevidne denne anden afbrænding af Alexandria stiltiende. Jeg vil bygge op, ikke rive ned. Derfor stemmer jeg på Piratpartiet til rigsdagsvalget den 19 september.

Nixon"

Enfrustreretforbruger.dk

Henne på Enfrustreretforbruger.dk har en, nåja, frustret forbruger kæmpet for at få lov til at bruge digitale hjælpemidler lovligt. Det drejer sig specifikt om Ophavsrettens §75c, der siger at man ikke må bryde digitale spærringer.

Det har denne frustrerede forbruger gjort, idet han lagde sin DVD samling ned på en computer, og lavede et såkaldt multimedie center, og således brød de spærringer der i dag findes på samtlige DVD-film. Han meldte efterfølgende sig selv til politiet og antipirat-gruppen for at få skabt noget debat om emnet, uden meget held. Og sendte efterfølgende 10 spørgsmål til diverse Kulturordførere og kulturministre på borgen, for at høre hvad de mener om sagen. Tilbagemeldingerne har været enten ikke-eksisterende, eller mangelfulde.

Nu har Piratpartiet så valgt at svare uopfordret på den frustrerede forbrugers henvendelse, når nu Partierne på Christiansborg ikke gider. Disse svar kan læses herunder, eller påEnfrustreretforbruger.dk.


---


Hvis du finder dig selv på denne side, er du formodentlig enig med mig, når jeg siger, at det er et udtryk for mangel på virkelighedsfornemmelse og fornuft når partierne på borgen ikke tager de problemstillinger den teknologiske udvikling skaber mere alvorligt.

Verden har ændret sig, den bliver ved med at ændre sig, så det kan ikke nytte noget at stikke hovedet i sandet og håbe på at det hele bliver bedre hvis man bare ignorerer problemerne længe nok.

Realiteten er den, at der skal tænkes nyt. Og der skal tænkes større end dagens politikere synes villige til at gøre det.

Her er Piratpartiets holdning til de spørgsmål EnFrustreretForbruger.dk forgæves har forsøgt at få diverse Kulturordførere og ministre til at tage stilling til, en problemstilling vi IKKE vil forsøge at slå hen som
uvæsentlig, men som vi tværtimod mener er essentiel at tage op hvis vi vil bevæge os ind i informationssamfundet.

1. Hvad er dit partis holdning til, at man som betalende forbruger skal bede om tilladelse hos et privat fortagende for at se sine film i sit eget hjem?

Dette er fuldstændig uacceptabelt. Det strider ikke bare imod hvad vi anerkender som god skik i en handel – det faktum at du modtager råderet over den vare du har betalt for – men det strider også kraftigt imod ethvert individs forventning om retten til privatliv, mod retten til at agere selvstændigt uden indblanding og overvågning fra tredjepart.
Situationen er uholdbar, og det står klart, at det er forbrugerne der bliver trådt over tæerne.

2. Hvad er dit partis holdning til, at både kulturministeren og Antipiratgruppen har valgt at ignorere alle forslag, der er blevet stillet?

Det virker desværre som om Antipiratgruppen, på Film- og Pladebranchens vegne, har valgt at ignorere forbrugerenes behov og ønsker i deres insisteren på gamle forretningsmodeller. Deres position er forståelig, men meget lidt sympatisk. Det, der i denne gør denne situation grel, er, at Kulturministeren tilsyneladende køber Film- og Pladebranchens linje uden at stille pøgsmålstegn ved noget som helst, og således overtager deres politik ord for ord. Dette har vi i Piratpartiet selvsagt ikke meget tilovers for.

3. Mener du kulturministeren har levet op til det påbud som kulturudvalget har stillet ministeren?

Hvad Kulturministeren har søgt at gøre kan vi kun gisne om, men for forbrugeren er der ikke sket noget der kan siges at leve op til kulturudvalgets påbud.

4. Vil dit parti tillade en betalende forbruger, der ikke deler indholdet med andre, at tage en digital kopi af et produkt med kopispærringer til brug i fremtidens digitale enheder, uden først at skulle indhente tilladelse fra rettighedshaverne?

Vi vil gå skridtet længere, og søge at forbyde DRM, de tekniske spærringer der i dag lægges ned over digitale medier. Virksomheder har ingen ret til at bestemme over hvad en forbruger kan og ikke kan med et produkt de har købt. Det gælder for kartofler, biler og rulleskøjter, og det skal også gælde for digitale bøger, film og musik. At sælge et bevidst forkrøblet produkt bør ikke være normen, og det virker som om der er brug for at minde visse virksomheder om dette.

5. Hvis dit parti ikke går ind for dette, hvad er begrundelse så for et nej?

- -

6. Hvis dit parti vil gøre det lovligt, hvad er jeres næste skridt så i den henseende?

I vores tilfælde vil det næste skridt være, at søge at komme i en position hvor vi kan få indflydelse. Både på debatten, men også direkte på de politiske beslutninger. Derfor er vi lige nu i gang med at køre i stilling til at blive opstillingsberettigede til næste folketingsvalg, og søger hele tiden at give vores besyv med når disse emner bliver diskuteret i det offentlige rum.

7. Det er nu tilladt (iht. Venstres kulturordfører) for handicappede at lave digitale kopier. Hvorfor kan dette så ikke lade sig gøre for andre forbrugere?

Det er der heller ikke nogen god grund til at det ikke kan.

8. Kulturministeren mener, at det ikke kan lade sig gøre at lave en undtagelse i ophavsretsloven, da denne bygger på EU’s Infosoc-direktiv. Men handicappede kan som sagt få en undtagelse. Mener du, at ministeren har ret i sin udtalelse?

Uanset om ministeren har ret eller ej, viser denne problemstilling hvor galt det står til med ophavsretsloven, både i Danmark og internationalt. At Ministeren finder det svært at forbyde handicappede at se film er nemt at se, alt andet ville være en PR skandale af dimensioner.

Problemet er, at hele Infosoc-direktivet træder voldsomt på den enkelte forbrugers rettigheder, til fordel for enkelte store virksomheder. Løsningen er dog ikke bare at lappe på de mest grelle tilfælde af mangel på fornuft, men at smide hele direktivet ud og starte forfra, denne gang med forbrugerens interesser med ved bordet.

9. Man må godt tage en kopi af et vhs-bånd, men ikke af en dvd. Hvad er dit partis holdning til / forklaring på, at der skal være så stor forskel på den analoge og digitale verden?

De to forklaringer jeg kan se, er at enten er lovgiverne inkompetente og er blevet trukket rundt ved næsen af lobbyister, eller også er de i lommen på og betalt af selvsamme lobbyister. Lad os håbe at det er det sidste; så er der da i det mindste nogen, som har fået noget ud af situationen.

10. Er der i den nærmeste fremtid planlagt en gennemgang / ændring af loven? Hvis ja, kan du så oplyse om, hvornår dette arbejde går i gang?

Stod det til os blev loven sat på dagsordenen i morgen. Det gør det desværre ikke – lige nu. Men vi arbejder på at få rettet op på den lille detalje.

Antipiratgruppens illusioner

Peter Schønning skrev for snart et stykke tid siden et fint indlæg i Information. I dette indlæg udtrykte han, på vegne af Antipiratgruppen, på vegne af Pladebranchen, afsky for den kultur, der altid har været central for computer og internet generationerne.

Indlægget kan læses i sin helhedher, og det kan også anbefales at læse nogle af kommentarene nedenunder.

Her er det svar jeg skrev, og fik bragt i Information et par dage senere, ved siden af et andet udmærket vredt indlæg, der påpegede de efterhånden almindelige retoriske og logiske fejl Pladebranchens slængs argumentation er fyldt med, altså alt det pis med at et download = et tabt salg, og at ophavsretskrænkelse er lig tyveri.

I det følgende kan Peter Schønning erstattes med Antipiratgruppen, der kan erstattes med Pladebranchen, og de fleste af dens fortalere og -kæmpere.

Att. Peter Schønning - Du er helt gal på den!

På internettet har vi alle sammen muligheden for at være kreative. I stedet for at tage udgangspunkt i mangel og knaphed, omfavner vi internettets evne til at skabe overflod. Vi handler og udveklser frit informationer med hvem vi måtte ønske, og på den måde har vi i fællesskab skabt fantastiske kunstneriske værker, revolutioneret vidensdelingen og oplyst hinanden til et plan, hvor vi ikke længere vil accepterer dit middelalderlige verdenssyn.

Internettet har givet nye muligheder. Når du forsøger at begrænse disse - når du forsøger at kriminalisere ikke blot en hel generation, men selve den menneskelig kreativitet, så fjerner du samtidig forudsætningen for en intelligent udvikling af vores samfund.

Du påstår, at der ikke kan konkurreres med gratis, selv om du ved det er forkert. Der tjenes kassen på gratis! Kig på Trent Reznor eller Radiohead. Hah, kig på Monty Python! De bruger teknologien til at stille deres værker til rådighed for et større publikum, og tjener så penge på det der IKKE er uendelige mængder af.

Din kamp er forfejlet, Peter, og du skal ikke have lov til at ødelægge vores samfund mere end du allerede har. Internettet bryder dit monopol på distribution, så nu har vi et valg: Enten dør jeres forældede forretningsmodeller, eller også dør internettet.

Peter Schønning, din tid er forbi.

Igen med de støvede ord

Ked af igen at hive en gammel traver frem af skabet, denne gang endda endnu mere støvet end sidst. Men de vidste sku' hvad de snakkede om, dengang de havde tid til at tænke:


Thomas Jefferson, 1813:
"It has been pretended by some that inventors have a natural and exclusive right to their inventions, and not merely for their own lives, but inheritable to their heirs. But while it is a moot question whether the origin of any kind of property is derived from nature at all, it would be singular[=remarkabel, odd] to admit a natural and even an hereditary right to inventors.
It is agreed by those who have seriously considered the subject, that no individual has, of natural right, a separate property in an acre of land, for instance. By an universal law, indeed, whatever, whether fixed or movable, belongs to all men equally and in common, is the property for the moment of him who occupies it, but when he relinquishes the occupation, the property goes with it. Stable[=permanent] ownership is the gift of social law, and is given late in the progress of society.
It would be curious then, if an idea, the fugitive fermentation of an individual brain, could, of natural right, be claimed in exclusive and stable property.
If nature has made any one thing less susceptible than all others of exclusive property, it is the action of the thinking power called an idea, which an individual may exclusively possess as long as he keeps it to himself; but the moment it is divulged[=to make known], it forces itself into the possession of every one, and the receiver cannot dispossess himself of it. Its peculiar character, too, is that no one possesses the less, because every other possesses the whole of it. He who receives an idea from me, receives instruction himself without lessening mine; as he who lights his taper at mine, receives light without darkening me. That ideas should freely spread from one to another over the globe, for the moral and mutual instruction of man, and improvement of his condition, seems to have been peculiarly and benevolently designed by nature, when she made them, like fire, expansible over all space, without lessening their density in any point, and like the air in which we breathe, move, and have our physical being, incapable of confinement or exclusive appropriation.
Inventions then cannot, in nature, be a subject of property. Society may give an exclusive right to the profits arising from them, as an encouragement to men to pursue ideas which may produce utility, but this may or may not be done, according to the will and convenience of the society, without claim or complaint from anybody. Accordingly, it is a fact, as far as I am informed, that England was, until we copied her, the only country on earth which ever, by a general law, gave a legal right to the exclusive use of an idea. In some other countries it is sometimes done, in a great case, and by a special and personal act, but, generally speaking, other nations have thought that these monopolies produce more embarrassment than advantage to society; and it may be observed that the nations which refuse monopolies of invention, are as fruitful as England in new and useful devices."

Medicinal patenter; god idé, eller stort, sort hul?

Lad os kigge lidt på medicinal industrien, dens indtægter og udgifter og filosofere over hvorvidt medicinalpatenter er en god ide.

Det åbenlyse spørgsmål er, hvem ville betale for udviklingen af ny medicin, såfremt der ikke var medicinal patenter til at sikre en fremtidig indtægt.

Besvarelsen af det spørgsmål kræver at vi får nogle tal på bordet; en undersøgelse af hvem der betaler medicinalindustriens regninger, og dermed også forskning, i dag, og en undersøgelse af hvilke udgifter medicinal industrien har.



Tal fra medicinalindustriens egen årsrapport (2006) viser som vi kan se, at i Europa kom i gennemsnit 83% af medicinalindustriens indtægter fra den offentlige sektor, gennem sygesikring og lign. Resten betalte patienterne selv. Tallene er så gamle fordi de nyere rapporter kun indeholder tal for statens dækning af ambulant behandling; man kan spørge sig selv hvorfor, samt hvorvidt det er sandsynligt at de ovenfor fremstillede tal ser væsentligt anderledes ud i dag.
Lad os anslå, at tallene ikke har ændret sig væsentligt, og at ca. 83% af medicinalindustriens indtægter betales af staten.


Hvilke udgifter er det så medicinalindustrien har der skal dækkes? Der er selvfølgelig alle de fysiske omkostninger til produktion af medicin, pakning, transport, administration, PR osv.
Og så er der omkostningerne til forskning; udvikling af ny medicin og forbedring af den gamle.

Hvis vi tager dem en af gangen kan vi med fordel kigge på generisk medicin, også kaldet kopi-medicin. Det ene der kendetegner disse produkter er, at der hverken er udviklingomkostninger eller patentomkostninger forbundet med produktionen og salget af dem.
Det andet er at de er billige. I snit falder prisen på medicin ifølge den svenske lægemiddelstyrelse mindst 70% når patenterne på den udløber, og kopi-producenterne også får lov til at sælge medicinen.
Altså, for 30% af prisen på patentbeskyttet medicin kan kopi-producenten fremstille, distribuere, administrere, markedsføre og profitere på et givent produkt.


Hvor meget bliver så brugt på forskning? Kigger man de store medicinalproducenters årsrapporter igennem, så finder man at industrien som helhed bruger 15% af sine indtægter på forskning, med meget små udsving de enkelte firmaer imellem. Novo Nordisk, Novartis, Astrazeneca.



Hvor bliver resten af pengene af?



Og så har vi slet ikke snakket om alle de andre omkostninger ved medicinal patenter; hvordan de begrænser 3. verdens landes adgang, hvordan de skaber et kunstigt behov for at opfinde den samme medicin flere gange i et forsøg på også at få del i et lukrativt marked og hvordan de, muligvis, begrænser forskeres adgang til værdifuld forskning af hemmeligholdelses relaterede grunde.

Ved at afskaffe patenter kunne vi afhjælpe disse og andre problemstillinger, tillade u-lande fri adgang til den medicin vi udvikler OG skære de offentlige udgifter til medicin ned med henved 50%.

Hvordan det helt præcist skulle foregå er en anden diskussion. En konkret idé er at lade det offentlige stå for at betale forskningen direkte, frigive denne forskning fuldstændigt, og så lade medicinalproducenterne konkurrere om at fremstille og sælge medicinen.


Kraftig inspiration fra Christian Engströms blog: Svensk, Engelsk
Et læs værd, hvis man vil have en mere dybdegående analyse, samt en bedre forståelse af hvordan et alternativt, direkte statsfinancieret system kunne fungere.

Heinlein sagde det bedst

"There has grown in the minds of certain groups in this country the idea that just because a man or corporation has made a profit out of the public for a number of years, the government and the courts are charged with guaranteeing such a profit in the future, even in the face of changing circumstances and contrary to public interest.
This strange doctrine is supported by neither statute or common law. Neither corporations or individuals have the right to come into court and ask that the clock of history be stopped, or turned back."

- Robert Heinlein, Life Line, 1939

Har du givet din nabo en MP3 i dag?

Vidste du, at Pirateri bare er et nyt navn for et gammelt socialt menneskeligt træk?
Vi har altid styrket vores sociale bånd ved at dele de oplevelser vi har med hinanden, både for at glæde andre mennesker, men også for at sørge for at vi har samme referencerammer så vi nemmere kan komme på bølgelængde med hinanden.
Vi gør det på lovlig vis når vi fortæller om en oplevelse vi har haft, vi gør det også lovligt når vi låner en kammerat en film, en cd eller en bog vi nød for at hun kan få del i oplevelsen.
Og så gør Pirater det ulovligt når de bruger ny teknologi til at gøre det samme, når de deler film og musik med hinanden over internettet.

Men skal den nye teknologi begrænses fordi det i dag er nemmere at give nogen en kopi end det er at låne dem en? I Spanien er ikke-kommerciel fildeling, dvs. fildeling uden økonomisk gevist, lovlig i dag, og så vidt vides findes der stadig kultur i Spanien. Hvad med om vi kom med på vognen?

Piratpartiet og UngPirat ønsker at lovligøre ikke-kommerciel fildeling, så de sociale kan være sociale uden også at være lovovertrædere.

ACTA; den globale mands DMCA

Har du hørt om ACTA traktaten der er under forhandling blandt de store vestlige økonomiske magter? (ACTA = Anti-Counterfeiting Trade Agreement)

Den traktat, der søger at indføre regler på linje med dem den udskældte DMCA indførte i USA, men på et globalt plan? (DMCA = Digital Millenium Copyrigt Act)

Den traktat, som endnu en gang vil styrke industriens beføjelser, muligheder for sanktioner og magt over hvad og hvordan den jævne befolkning kan bruge viden og information, specielt på IT området?

Det har du formodentlig ikke, og der er fordi forhandlingerne er så hemmelige som det nu kan lade sig gøre i det moderne samfund. Fordi de brede medier ikke har samlet op på historien, der i stedet kun bliver diskuteret på nettet når dette eller hint dokument bliver lækket til offentligheden.

Lad mig prøve at fortælle dig hvorfor dette er noget du bør bekymre dig om.
1) ACTA er en handelsaftale der bliver forhandlet uden om de enkelte landes siddende regeringer, men som, hvis indført, kommer til at betyde vidtgående ændringer i de enkelte landes lovgivning. Global lovgivning, uden repræsentation, og hvis dette får lov at ske, så er der skabt præcedens for syg udemokratisk opførsel.

2) ACTA søger at forstærke håndhævelsen af Intellektuel Ejendom globalt, så de matcher de skrækeksempler, der kommer til os fra USA. Så du historien om damen, der fik en bøde på 2 millioner dollar for at downloade 26 sange ulovligt?

3) ACTA indeholder lovgivning, der stækker private brugeres beføjelser, lige som DMCA'en gjorde det i USA. F.eks. er det i dag ulovligt i USA at bryde begrænsninger i elektronik for at få dem til at kunne mere end oprindeligt tænkt. Praktiske eksempler herpå, er at få DVD afspillere til at spille DVD'er købt i udlandet, eller at spille DVD'er eller MP3 filer på Linux systemer. At få en tredje parts telefon eller Mp3 afspiller til at kommunikere med iTunes, eller at få en iPod til at opføre sig så den kan bruges med Linux. Hvis du har udstyr eller information (f.eks. Musik), der er låst til at kunne bruges på en måde, så er DMCA og ACTA det regelsæt, der siger at du ikke må bruge det på andre. Husker du problematikken, da alt det musik folk havde købt på WalMarts internet tjeneste ikke længere kunne afspilles fordi de tog deres servere ned?
Når det samme sker for iTunes, hver så med alt den musik du har købt derfra? I dag kan du konvertere og frigøre den, med besvær, i USA er dette strafbart i dag. ACTA vil gøre det samme gældende her.


Eksempel på en historie om et DRM låst musik-afspiller system, her Microsoft Zune.

En gennemgang af ACTA forhandlingerne, med links til alle de relevante dokumenter. Første side er lang, trist, historisk og lidt kedelig, skip evt. direkte til nr. 2.
http://www.mp3newswire.net/stories/0102/acta-guide.htm
http://www.mp3newswire.net/stories/0102/acta-guide-2.htm
http://www.mp3newswire.net/stories/0102/acta-guide-3.htm
http://www.mp3newswire.net/stories/0102/acta-guide-4.htm
http://www.mp3newswire.net/stories/0102/acta-guide-5.htm


Australske tanker omkring DMCA reglerne ACTA after at gøre til standard.

Et interview med Cory Doctorow, fra Boing Boing, interviewet af ABC, om DRM og DMCA

Og et udrag heraf, oversat:
"Hvis du købte for femtusinde kroner DVD'er for 10 år siden, så er det enste du kan med dem 10 år senere at se dem, fordi der er DRM på DVD'er og det er ulovligt at finde på nye ting du kan gøre med dem for at tilføje dem værdi."
"Men hvis du købte for femtusinde kroner CD'er for 10 år siden, så kan du 10 år senere rippe dem, konvertere dem til MP3 filer, du kan tage backups af dem, du kan putte dem på din egen musik server, du kan putte dem ned på din MP3 afspiller - hele iPod og MP3 afspiller markedet eksisterer fordi der ikke var DRM på CD'er - du kan lave Karaoke med dem, lave mash-ups og ringetoner og alle mulige andre ting."

Et markedsøkonomisk eventyr

De fleste af os er bekendt med udtrykket "udbud og efterspørgsel" og hvad det betyder økonomisk. Altså, sammenhængen mellem hvor stort et givet produkts udbud er, hvor stor efterspørgslen er på det, og de to forholds indflydelse på det produktet koster. Det er temmelig basal økonomisk viden, og så tæt på et faktum som man kan komme det inden for økonomi.

Lad os undersøge udbuddet og efterspørgslen på et, for denne side, relevant produkt: Musik, og gøre det i form af et lille eventyr.


Der var engang for længe siden, dengang skovene stadig
bredte sig vidt og bredt, og Vildsvinene rodede rundt mellem bregnerne mens fuglene sang foroven. På en sådan sommerdag vågnede Musikken, strakte sig dovent og gabte, smaskede velfornøjet og vendte sig om for at tage en halv time på den anden side.
Fordi Musikken skulle ikke på arbejde før senere samme aften, hvor den havde en aftale med Kromutter om at underholde sammen med sit band. I sidste uge havde de haft et job ved Kongens taffel, og ugen før stod de i gården og spillede lidt mens folk kastede penge ud af vinduerne til dem.
Musikken kunne nemlig kun være et sted af gangen, og kun der hvor der var musikere til at spille med; derfor betale folk da også gladeligt når de endelig kom forbi, eller bestilte Musikken til at komme og underholde når der skulle være fest, og der spillede de så så det rungede, løftede taget og blev ved lige indtil pengene holdt op med at rulle; og så fandt de da bare et nyt sted at gentage succesen.
Men så en dag ændrede alting sig. En mand ved navn Edison opfandt en plastikplade der kunne nedfælde Musikken i plastikskiver, hvorfra alle og enhver så kunne kalde Musikken frem igen hvor og hvornår de ville! Det var en fed ny tid, hvor flere mennesker end nogensinde før dansede og festede til god Musik. Men alt var ikke fryd og gammen, og Musikken var ikke lige glad for alle de ting der skete med den da den blev til noget folk kunne holde i deres hænder. "Det er selvfølgelig fedt at så mange nu har fået mulighed for at lytte til mig," tænke Musikken i en stille stund. "Men det er nu ærgerligt at jeg er blevet til en vare der skal sælges på samme måde som Bananer og Gummisko."
Musikken var specielt ikke glad for de begrænsninger der følger med at være et fysisk produkt. Tænk sig, alle de penge der blev brugt på at putte Musikken ned på plastikskiver, og på opbevare skiverne og flytte rundt på dem, og fortælle folk at nu var den nye skive med Musik kommet.
Alt det stop Pladebranchen for, men selvom Pladebranchen blev ved med at fortælle Musikken at det skam var den smarteste måde at gøre tingene på, og at alle havde det bedre på den nye måde, så var Musikken ikke helt overbevist.
"Det virker næsten som om der går flere penge til skiveproduktion og håndtering end der går til mig" tænkte Musikken muggent for sig selv.

"Men se så her;" råbte Internettet, der ligepludselig dukkede op fra højre. "Alt det der kan jeg da gøre meget smartere!". Og så flyttede Internettet Musikken fra kunstnere til forbrugere, og fra forbrugere til forbrugere, helt uden om Pladebranchen, hvis ellers kunsterne ville det.
"Og publicity kan jeg da også stå for," fortsatte Internettet begejstret. "Du opretter bare en hjemmeside, spreder ordet på Myspace, Pandora eller Magnatunes, og så klarer alle mine brugere resten!"
"Hov hov, vent nu lige lidt" spruttede Pladebranchen bestyrtet. "Du kan da ikke bare komme her og give alting væk helt gratis! Hvad pokker skal vi så leve af alle sammen?!"
"Haha, det kan du tro jeg kan, gammelfar!" svarede det ekstatiske Internet. "Jeg har nemlig ikke nogen udgifter til fysiske produkter og håndteringen af dem, så fragt og levering, det koster intet! Og lad os SÅ få gang i den fest!"
Musikken var helt begejstret. Tænk, nu var der ENDNU flere der kunne trippe med når rytmerne spillede, og folk havde adgang til mange flere slags Musik end før. Der var dog noget i det Pladebranchen havde sagt, Musikken var også blevet glad for den store bil og villaen den havde købt for de penge den havde tjent. Var det slut med alt det?
"Hør Internet, hvordan skal jeg nu få råd til mit hus, nu hvor alting er gratis?" spurgte Musikken forsigtigt. "Jeg har et lån jeg skal betale af på og alt muligt, jeg er altså nødt til at tjene nogle penge."
"Selvfølgelig skal du da det, og jeg er da sikker på at folk hellere end gerne vil give en skilling så du ikke skal gå fra hus og hjem. Se det er lidt flovt, men der er et område hvor jeg tror både dig og Pladebranchen stadig kan tjene gode penge..."
"Og hvad skulle det så være?" spurgte Pladebranchen med foragt i stemmen.
"Jo, der er et problem med at være så populær som jeg er," svarede Internettet. "Der er simpelthen så mange der bruger mig at det kan være svært at skelne skidt fra kanel nogle gange. Det kunne være nogen kunne tage sig betalt for at hjælpe folk med at finde det de leder efter, og bruge deres ekspertise på den måde."
Og så tændtes der et lille lys i Pladebranchens øjne, og den skyndte sig over i hjørnet for at nørkle med nye systemer.
"Men hvad så med mig?!" spurgte Musikken, nu lettere panisk. "Jeg har slet ikke råd til at sætte gang i sådan et stort projekt, det har jeg overhovedet ikke ressourcer til!"
Internettet lo højt.
"Men hør, har du helt glemt hvordan du tjente penge i gamle dage? Jeg husker da jeg bare var en lille knægt, da så jeg dig stå og spillede nede på det lokale værtshus, tjente du ikke penge på den måde før? Og se bare hvordan du kan trække fulde huse i Stadions og Haller og sådan, folk betaler jo massere af penge for at komme og høre på dig!"
"Jooh, det er da rigtigt nok" svarede Musikken lidt tøvende. "Men nu er det sådan at jeg ikke rigtig kan lide at optræde på den måde, og Pladebranchen gav mig jo penge for at gøre det jeg aller bedst kan lide, nemlig at skabe ny Musik i studiet og sådan."
"Så må du jo spørge folk om de ikke har lyst til at støtte dig så du kan blive ved med at gøre det" fortsatte Internettet med et smil. "Jeg har hørt at der er mange der har succes med at tjene penge på den måde. Jeg er stadig et relativt nyt fænomen, og der er helt sikkert mange andre måder at tjene penge på ved at bruge mig, de skal bare findes først. Faktum er i hvert fald at folk lytter mere til dig end nogensinde før, og hvis du ikke kan finde ud af at tjene penge på sådan et stort publikum, ja, så er jeg lige ved at sige at du ikke fortjener at få nogen. Det har aldrig været let at leve af at spille, men jeg tror at det lige nu er nemmere end nogensinde før!"


Times Onlines redegørelse for, at musikere klarere sig bedre i en verden med fildeling

Artikel i Politiken, Svenske kunstnere tjenere flere penge end nogen sinde før

En af nyhederne om, at Radiohead havde massiv økonomisk succes med at frigive deres album til download for ned til ingenting

Tyveri og ophavsret

Man hører igen og igen hvordan ophavsretshavere bliver udsat for tyveri når folk bruger deres værker uden at spørge om lov og uden at betale for retten hertil.

Jeg så gerne at flere vendte dette argument om, og klagede over at vi, os, samfundet, igen og igen bliver frarøvet vores kulturelle arv. Meningen med ophavsret er, at der skal komme flere værker i vores public domain, ikke færre (public domain = vores fælles kulturarv.). VI ejer kulturen, VI ejer kunsten; skaberne har blot et monopol på dets distribution.

Ophavsretsovertrædelserne er ikke tyveri; det er ophavsretshaverne der stjæler fra os. Disney burde IKKE have et monopol på den Lille Havfrue, Michael Jackson burde IKKE have haft et monopol på Beatles samlede værker. I en fornuftig verden ville alle billeder, film, bøger og al musik produceret før 1990 være i Public Domain. De tilhører os alle sammen, og de er blevet stjålet fra os af virksomheder og organisationer.

Intet produceret i din levetid vil komme i public domain, og DETTE er det sande tyveri.

Oversat fra og copyright http://yro.slashdot.org/comments.pl?sid=1526726&cid=30921668

Ophavsretten var oprindeligt 14 år, med option på 14 mere. I dag er den ~150 år. Ophavsretten er blevet forlænget flere gange, med udspring i USA, og forlængelserne spredes til resten af verden gennem handelsaftaler, senest er Costa Rica ved at blive tvunget til at indføre regler på linje med dem der findes i USA.
Forlængelserne kaldes hånende for Mickey Mouse Protection Acts, fordi de historisk har fundet sted når ophavsretten på Mickey Mouse har været ved at løbe ud, og Disney så interesse i at bibeholde copyright på dette brand.
Der er ikke meget der tyder på at ophavsretten på eksisterende værker nogensinde løber ud.

IFPI og den alternative virkelighed

Når man læser IFPI's årsreport må man undre sig over hvilken virkelighed pladebranchen befinder sig i.
Nyheden om rapporten på Comon.dk
og selve rapporten fra IFPI

Her på jorden er pladebranchen, den branche der stædigt forsøger at tjene penge på at sælge digital information på plastikform, på trods af at internettet har vist sig at være en langt smartere, nemmere og mere
bekvem måde at flytte disse data på, ved at dø ud efter at have så godt som ignoreret internettets muligheder i snart et årti. I deres verden er de tilsyneladende ved at blive myrdet af en konspiration der er ude på at ødelægge musikken som vi kender den. Det er rigtigt at de er ved at blive kørt ud på et sidespor, men det er mere selvforskyldt end noget andet.

Lad os slå fast at musikken har det bedre end nogensinde før. Forbruget er større end nogensinde, Markedet har det fint, og koncertomsætningerne har aldrig haft det bedre. At CD pusherne ikke har kunnet følge med er deres egen fejl; Napster viste at der var et markede, iTurnes og andre drog ordel deraf, og de fleste oberservatører har vidst hvad vej vinden blæste i lang tid.

Pladebranchen er en ny opfindelse; de fandtes ikke for 70 år siden, og hvis de ikke kan følge med tiden så findes de atter ikke om 10 år. Og vi er nogle der er glade herved. Længe leve musikken, og må dem der kun søger profit herpå dø en stille død.

Interessant og relevant læsning om emnet:
Courtney Love udtaler sig om sine erfaringer med pladeindustrien, og hvordan den har spillet fallit
David Byrne undersøger hvilke nye muligheder kunstnere har i dag, og hvordan internettet stiller dem

Frequently Asked Questions, Ophavsret

Et indspark fra Piratpartiets bord, skrevet i min hånd.

*Q: Piratkopiering er tyveri!
*A: Tyveri er det at fratage nogen en ting, og bruge den selv. Hvis jeg tager dine sko, så har jeg stjålet. Hvis jeg i stedet kopierer dine sko, så har du ikke bare fødder, og der kan højest være tale om ophavsretsovertrædelse. Tyveri er et strafferetsligt spørgsmål, ophavsretsovertrædelse er et civilretsligtspørgsmål, de to forbrydelser har forskellige definitioner og forskellige sanktionsmuligheder. Et æble er ikke en banan, og kopiering er ikke tyveri.


*Q: Vil i ikke bare have musik og film gratis, i satans pirater?
*A: En række undersøgelser har vist, at dem der piratkopierer musik også er dem der bruger flest penge på musik. Man kan let forestille sig, at hvis man kun har råd til halvdelen af den musik man gerne vil høre, eller kun har råd til enten at gå til koncert eller at købe CD'er, så er det fristende at fylde hullerne ulovligt. Piraterne kan altså lidt frækt siges at være dem, der ikke har råd til at give branchen flere penge.


*Q: Hvordan skal skuespillere kunne tjene penge når i stjæler, undskyld, kopierer deres arbejde?
*A: Film ses bedst i biografen, skuespil ses bedst i teateret. Branchen tjener fortsat gode penge disse steder, hvor de kan sælge billet til en samlet oplevelse, og indtil scenen og biografskærmen flytter hjem i de danske stuer, så ændrer dette sig næppe.


*Q: Hvordan skal musikere kunne tjene penge når i kopierer deres arbejde?
*A: Den fornuftige musiker tjener penge på det som kun han kan: Give en helheds-oplevelse i form af en live-optræden. Undersøgelser viser, at indtægterne fra koncerter er støt stigende, og at kunstnere i disse år for første gang i lang tid, igen tjener flere penge på koncerter end fra pladesalg. Vi håber, at de bliver ved med at give os oplevelser.


*Q: Hvordan skal pladebranchen kunne tjene penge når i kopierer deres arbejde?
*A: Pladebranchen tjene penge ved at sælge digital information på plastikskiver. Det er ikke længere økonomisk at sende digital information med lastbil og flyvemaskine, når det kan gøres billigere og nemmere over internettet. Hvis de ikke finder på en ny måde at tjene penge på, så ender de formodentlig samme sted som hesteskosmageren og vægteren, og alle de andre brancher der også er blevet gjort forældet af den teknologiske udvikling.


*Q: Hvordan skal komponister kunne tjene penge uden ophavsret?
*A: De kunne forsøge sig med kontrakt arbejde, eller at arbejde som os andre og blive timebetalt.


*Q: Er det fair?
*A: Hvorfor ikke?


*Q: Men hvorfor skal de ikke betales hver gang nogen bruger noget de har skabt?
*A: Af samme grund som du ikke sender din VVS-mand en tier hver gang du har været på toilettet.


*Q: Hvordan skal musikere blive kendte, når andre kan profitere på deres arbejde?
*A: På nøjagtig samme måde som nu: gennem dygtighed, hårdt arbejde og held. I stedet for at blive opdaget af en pladebranche, og være heldige at få skrevet en pladekontrakt, kan de nu bliver opdaget på internettet eller af en koncert-promoter, og være heldige at tjene penge over nettet eller gennem live-optrædender.


*Q: Er Ophavsretten ikke nødvendig for at der bliver skabt ny kultur?
*A: Kulturen kom nogen tid før ophavsretten, rundt regnet 30.000 år. Vi er temmeligt sikre på at den stadig vil findes selvom ophavsretten begrænses til et mere fornuftigt omfang.

Skabertrangen og kreativ motivation 1

Både underholdningsindustrien og de skabende, videnstunge virksomheder har travlt med at påpege, at ophavsretten og patentloven er nødvendig for at kreativt arbejde kan finde sted, fordi det er den eneste måde disse skabende sjæle kan tjene penge på. Ophavsretten og patentloven kaldes under et de immaterielle rettigheder, eller som jeg ynder at kalde dem, de imaginære rettigheder.

Patenter og Ophavsret er forskellige, de dækker forskellige ting, men de er ens på den måde, at hensigten med dem er, at gøre viden til privat ejendom der kan udbyttes på, sælges og bruges på nøjagtig samme måde som et stykke land eller en sav. Begrebet kaldes Immateriel/Imaginær Ejendom, på engelsk Immaterial/Imaginary Property, eller IP, som er den forkortelse man støder på igen og igen, og som jeg vil bruge herunder.

Lad os træde to skridt tilbage og undersøge denne påstand om at IP er nødvendig for at kreativitet kan betale sig, og dermed finde sted.

Det første der springer i øjnene er, at der tilsyneladende blev skabt en hel masse ting før IP blev opfundet. Enkelte ville måske ligefrem kalde det der blev skabt i perioden før IP , det vil sige i tiden før 1700(ophavsret, i første omgang på tekster)-1790(moderne patentlovgivning)
, for den kreativitet med den største kulturhistoriske indflydelse. De klassiske kunstnere, størstedelen af den moderne matematik, katedraler og andet arkitektur, grundlaget for den naturvidenskabelige tankegang. Bach, Mozart, Michelangelo, Da Vinci, Newton, Hooke, Leibniz for at nævne et par stykker. Nåja, og H.C. Andersen.

Kreativiteten fandtes, og levede de ikke som konger, så levede de dog. Der var ikke behov for patenter, fordi det der kunne forbedre dig eget liv var værd at opfinde. Der var ikke behov for ophavsret, fordi det at kunne fortælle en god historie gav status i sig selv.

Så meget for fortiden, nu har vi fundet et bedre system hvor vi belønner det at være kreativ, og det i sig selv leder til størrere kreativitet. Se bare hvor meget mere vi ved i dag, det virker jo! Eller hvad?

Lad os starte med at slå fast, at den menneskelige viden altid er steget eksponentielt. Desto mere vi ved, desto mere viden er der at sætte sammen på nye måder, desto flere potentielle opdagelser er der at gøre i en given tid. Det at store dele af vores nye viden i dag er låst væk og ejet privat er faktisk snarere til skade end til gavn for udviklingen, fordi det indskrænker grundlaget på hvilket der kan væres kreativ på.
IP gør det sværere at være kreativ, fordi det ikke er alt det vi ved som man må bruge til at lave noget nyt af. IP gør det sværere at være kreativ, fordi der er guitar-riffs og basgange, plot-twists og historier, teknikker og fremstillingsmetoder, der i dag er privat ejendom, og som du derfor ikke må gøre brug af uden at få lov.

Der er mere at fortælle, og det gør jeg en anden dag. Indtil da kan se hvordan IP har påvirket din verden i følgende historier:
Microsoft har fået forbud mod at sælge Word
Apple er ved at få forbud mod at sælge iPhones
og MC Einar tjener ikke en krone på at have skrevet "Jul, Det' Cool"

SF og rejsen mod uvidenhed

Så skete det endelig, SF mistede deres sidste rest af integritet og foreslog i fuldt alvor at gøre det strafbart at søge viden.

Læs mere om dette ved at følge dette link, og læs lidt om de andre partiers reaktioner her.

Personligt finder jeg det lidt trist at se SF synke så dybt, men der har længe været tegn på hvor de var på vej hen, så jeg vil ikke sige at jeg er overrasket. Men det er ikke det jeg vil skrive om her.

Det jeg vil skrive om, er hvordan SF, og de andre partier der straks støttede op om deres forskruede forslag, fuldstændig har misforstået problematikken.

Al viden er potentielt farlig, fordi den stiller indehaveren i stand til at misbruge denne. Ved du hvordan man laver en bombe kan du misbruge denne viden og sprænge noget du ikke må i luften, ved du hvordan man kan køre en bil kan du misbruge denne viden og køre en person ned. Ved du hvordan man bruger en kniv osv., og ved du hvordan man skriver et lovforslag og vinder opbakning i befolkningen, etc.

Der er ingen nedre grænse under hvilken viden er "sikker", det vil sige ikke kan misbruges på en eller anden måde, og der derfor ingen ende i sigte hvis man søger et sikkert samfund baseret på uvidenhed.

Bemærk at nøgleordet ovenfor ikke er viden, men misbruge. Det der er farligt ved viden er ikke viden i sig selv, men forskruede mennesker, der søger at skade andre på hvad måde de nu kan finde på. Der skal ikke ret meget basal viden til for at være i stand til at påføre andre smerte eller skade. For at tage den lidt ud i det absurde, kan du finde en kæp og bevæge din arm så kan du skade andre, læs: udføre terror.

Jeg vil slet ikke begive mig ud i hvor håbløst det er at begrænse adgangen til viden i vores samfund, hvor dødfødt kampen for uvidenhed er.

Tilgængæld vil jeg gerne påpege, at den fare viden udgør er fuldstændig forsvindende lille i forhold til den fare uvidenhed repræsenterer. Så længe jeg er uvidende så har jeg intet forsvar mod det jeg ikke kan genkende og forstå. Så længe jeg er uvidende, så er jeg magtesløs.
Vejen til sikkerhed og beskyttelse starter ved oplysning og viden: Hvis jeg ved hvordan en bombe virker, hvordan man laver den, så har jeg væsentligt bedre muligheder for at disarmere den, for at uskadeliggøre den, eller i hvert fald at beskytte mig mod den.
Hvis jeg forstår et våben eller en situation, så er mine chancer for at komme uskadt igennem drastisk forøgede.

Så tak for bidraget SF, og må jeg i svar komme med et modforslag: Idet uvidenhed er væsentligt farligere end viden, skulle vi ikke prøve at oplyse så mange så muligt om så meget som muligt, i et forsøg på at beskytte dem?