Så skete det endelig, SF mistede deres sidste rest af integritet og foreslog i fuldt alvor at gøre det strafbart at søge viden.
Læs mere om dette ved at følge dette link, og læs lidt om de andre partiers reaktioner her.
Personligt finder jeg det lidt trist at se SF synke så dybt, men der har længe været tegn på hvor de var på vej hen, så jeg vil ikke sige at jeg er overrasket. Men det er ikke det jeg vil skrive om her.
Det jeg vil skrive om, er hvordan SF, og de andre partier der straks støttede op om deres forskruede forslag, fuldstændig har misforstået problematikken.
Al viden er potentielt farlig, fordi den stiller indehaveren i stand til at misbruge denne. Ved du hvordan man laver en bombe kan du misbruge denne viden og sprænge noget du ikke må i luften, ved du hvordan man kan køre en bil kan du misbruge denne viden og køre en person ned. Ved du hvordan man bruger en kniv osv., og ved du hvordan man skriver et lovforslag og vinder opbakning i befolkningen, etc.
Der er ingen nedre grænse under hvilken viden er "sikker", det vil sige ikke kan misbruges på en eller anden måde, og der derfor ingen ende i sigte hvis man søger et sikkert samfund baseret på uvidenhed.
Bemærk at nøgleordet ovenfor ikke er viden, men misbruge. Det der er farligt ved viden er ikke viden i sig selv, men forskruede mennesker, der søger at skade andre på hvad måde de nu kan finde på. Der skal ikke ret meget basal viden til for at være i stand til at påføre andre smerte eller skade. For at tage den lidt ud i det absurde, kan du finde en kæp og bevæge din arm så kan du skade andre, læs: udføre terror.
Jeg vil slet ikke begive mig ud i hvor håbløst det er at begrænse adgangen til viden i vores samfund, hvor dødfødt kampen for uvidenhed er.
Tilgængæld vil jeg gerne påpege, at den fare viden udgør er fuldstændig forsvindende lille i forhold til den fare uvidenhed repræsenterer. Så længe jeg er uvidende så har jeg intet forsvar mod det jeg ikke kan genkende og forstå. Så længe jeg er uvidende, så er jeg magtesløs.
Vejen til sikkerhed og beskyttelse starter ved oplysning og viden: Hvis jeg ved hvordan en bombe virker, hvordan man laver den, så har jeg væsentligt bedre muligheder for at disarmere den, for at uskadeliggøre den, eller i hvert fald at beskytte mig mod den.
Hvis jeg forstår et våben eller en situation, så er mine chancer for at komme uskadt igennem drastisk forøgede.
Så tak for bidraget SF, og må jeg i svar komme med et modforslag: Idet uvidenhed er væsentligt farligere end viden, skulle vi ikke prøve at oplyse så mange så muligt om så meget som muligt, i et forsøg på at beskytte dem?
Indiens fantastiske kattedyr
9 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar