Det åbenlyse spørgsmål er, hvem ville betale for udviklingen af ny medicin, såfremt der ikke var medicinal patenter til at sikre en fremtidig indtægt.
Besvarelsen af det spørgsmål kræver at vi får nogle tal på bordet; en undersøgelse af hvem der betaler medicinalindustriens regninger, og dermed også forskning, i dag, og en undersøgelse af hvilke udgifter medicinal industrien har.
Tal fra medicinalindustriens egen årsrapport (2006) viser som vi kan se, at i Europa kom i gennemsnit 83% af medicinalindustriens indtægter fra den offentlige sektor, gennem sygesikring og lign. Resten betalte patienterne selv. Tallene er så gamle fordi de nyere rapporter kun indeholder tal for statens dækning af ambulant behandling; man kan spørge sig selv hvorfor, samt hvorvidt det er sandsynligt at de ovenfor fremstillede tal ser væsentligt anderledes ud i dag.
Lad os anslå, at tallene ikke har ændret sig væsentligt, og at ca. 83% af medicinalindustriens indtægter betales af staten.
Hvilke udgifter er det så medicinalindustrien har der skal dækkes? Der er selvfølgelig alle de fysiske omkostninger til produktion af medicin, pakning, transport, administration, PR osv.
Og så er der omkostningerne til forskning; udvikling af ny medicin og forbedring af den gamle.
Hvis vi tager dem en af gangen kan vi med fordel kigge på generisk medicin, også kaldet kopi-medicin. Det ene der kendetegner disse produkter er, at der hverken er udviklingomkostninger eller patentomkostninger forbundet med produktionen og salget af dem.
Det andet er at de er billige. I snit falder prisen på medicin ifølge den svenske lægemiddelstyrelse mindst 70% når patenterne på den udløber, og kopi-producenterne også får lov til at sælge medicinen.
Altså, for 30% af prisen på patentbeskyttet medicin kan kopi-producenten fremstille, distribuere, administrere, markedsføre og profitere på et givent produkt.
Hvor meget bliver så brugt på forskning? Kigger man de store medicinalproducenters årsrapporter igennem, så finder man at industrien som helhed bruger 15% af sine indtægter på forskning, med meget små udsving de enkelte firmaer imellem. Novo Nordisk, Novartis, Astrazeneca.
Hvor bliver resten af pengene af?
Og så har vi slet ikke snakket om alle de andre omkostninger ved medicinal patenter; hvordan de begrænser 3. verdens landes adgang, hvordan de skaber et kunstigt behov for at opfinde den samme medicin flere gange i et forsøg på også at få del i et lukrativt marked og hvordan de, muligvis, begrænser forskeres adgang til værdifuld forskning af hemmeligholdelses relaterede grunde.
Ved at afskaffe patenter kunne vi afhjælpe disse og andre problemstillinger, tillade u-lande fri adgang til den medicin vi udvikler OG skære de offentlige udgifter til medicin ned med henved 50%.
Hvordan det helt præcist skulle foregå er en anden diskussion. En konkret idé er at lade det offentlige stå for at betale forskningen direkte, frigive denne forskning fuldstændigt, og så lade medicinalproducenterne konkurrere om at fremstille og sælge medicinen.
Kraftig inspiration fra Christian Engströms blog: Svensk, Engelsk
Et læs værd, hvis man vil have en mere dybdegående analyse, samt en bedre forståelse af hvordan et alternativt, direkte statsfinancieret system kunne fungere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar