mandag den 22. oktober 2012

Problemet med moderne Ophavsret

Problemet med Ophavsretten er, at den
1) ejes af færre, 2) dækker bredere, og 3) varer længere end nogensinde før. Desuden 4) håndhæves ophavsret i stigende grad automatisk.

1) Det er altovervejende Amerikanske virksomheder, der ejer ophavsret. Warner, Universal og Sony ejer f.eks. tilsammen rundt 75% af den musik, der er eller har været kommercielt aktivt i vesten. Lignende tal gælder for andre typer kultur. Ophavsretsændringer vedtages derfor i USA på vegne af ejerne af Kultur, og spredes gennem handelsaftaler til resten af verden.
2) Ophavsret er gået fra at dække kommerciel kopiering, til, specielt digitalt, at gælde både kommercielt og ikke-kommercielt, og både for kopiering og transformering (læs: remix, og husk at alting er remix).
Ophavsret dækker således ikke længere blot en niche-industri, men alt hvad alle gør med kultur.
Der ikke er noget der hedder "Jeg troede" når du bliver sagsøgt for ophavsretsbrud, og en kultur, hvor kun dem med advokater at spørge om lov har råd til at turde være aktive med kultur, er hverken fri eller værdig.
3) Ophavsretten bliver igen og igen forlænget retroaktivt. Dette sker traditionelt (i USA) når ophavsretten på Mickey Mouse er ved at løbe ud, og hvis trenden fortsætter, varer ophavsret effektivt evigt. Vi andre får som nævnt glæde af samme længere ophavsret gennem international harmonisering.
4) Ophavsret er ikke længere kun et sæt love. Gennem f.eks. DRM bliver "ophavsret" beskyttet af Kode (software), der sætter grænserne for vores digitale færden. Det er f.eks. DRM, der stopper dig fra at tage backup af din DVD samling, læse dine Ebøger på konkurrerende læsere (eller få dem læst op), eller spille dit computerspil når nettet er gået ned (eller du sidder i toget).
Det er selvsagt ulovligt at omgås DRM, selvom det du forsøger at gøre derved er lovligt.
DRM er ikke alene, og alt i alt er det i stigende grad Kode, og ikke Lov, der bestemmer hvad vi kan og må med Kultur.

Hver for sig ville disse ting ikke være så slemme. Tilsammen er de en katastrofe.
Sat på spidsen går ophavsret i dag i retningen at dække alt, vare evigt, blive håndhævet automatisk og strengt, og tilgodese de få på bekostning af resten.
Var det ikke på tide at vi blev sure og sagde stop?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar